Brugerbetingelser for Netflix
Netflix stiller en tilpasset abonnementstjeneste til rådighed, som giver vores medlemmer adgang til underholdningsindhold ("Netflix-indhold") via internettet på visse tv'er, computere og andre enheder med internetadgang ("Netflix-kompatible enheder").
Netflix-tjenesten stilles til rådighed for dig af Netflix International B.V. Disse brugerbetingelser gælder for din brug af vores tjeneste. I disse brugerbetingelser refererer "Netflix-tjeneste", "vores tjeneste" eller "tjenesten" til det personligt tilpassede digitale indhold, som Netflix stiller til rådighed for at give medlemmer mulighed for at opdage og tilgå Netflix-indhold, herunder alle funktioner, anbefalinger og anmeldelser, vores hjemmesider og brugergrænseflader samt alt indhold og software, der er forbundet med tjenesten. Henvisninger til "du" i disse brugerbetingelser henviser til det medlem, der oprettede Netflix-kontoen, og hvis betalingsmåde er opkrævet.
Medlemskab
1.1. Dit Netflix-medlemskab løber, indtil det opsiges. For at bruge Netflix-tjenesten skal du have internetadgang og en Netflix-kompatibel enhed samt angive en eller flere betalingsmåder. "Betalingsmåde" betyder en aktuel, gyldig og anerkendt betalingsmåde, som til enhver tid kan opdateres, og som kan omfatte betaling via din konto hos en tredjepart. Medmindre du afmelder medlemskabet inden faktureringsdatoen, giver du os tilladelse til at trække abonnementsgebyret for den følgende faktureringsperiode via den oplyste betalingsmåde (se "Afmelding" nedenfor).
1.2. Vi kan tilbyde en række abonnementer, herunder abonnementer tilbudt af tredjeparter i forbindelse med levering af deres egne produkter og tjenester. Visse abonnementer kan have forskellige betingelser og begrænsninger, hvilket vil blive oplyst ved tilmeldingen eller i anden kommunikation, der gøres tilgængelig for dig. Du kan se specifikke oplysninger om dit Netflix-abonnement ved at gå til hjemmesiden netflix.com og klikke på linket "Konto", som findes øverst på hver side under dit profilnavn.Kampagnetilbud. Vi kan fra tid til anden tilbyde særlige kampagnetilbud (f.eks. konkurrencer, rabatter og andre incitamenter), abonnementer eller medlemskaber ("Tilbud"). Netflix forbeholder sig retten til at ophæve et tilbud og sætte din konto i bero, såfremt vi vurderer, at du ikke opfylder betingelserne. Medlemmer i husstande med et eksisterende eller nyt Netflix-medlemskab opfylder muligvis ikke betingelserne for visse introduktionstilbud. Vi kan bruge oplysninger såsom enheds-id, betalingsmåde eller dine kontaktoplysninger til at afgøre, hvorvidt du opfylder betingelserne for tilbuddet. Betingelserne for kvalifikation og andre begrænsninger og vilkår vil blive oplyst, når du tilmelder dig tilbuddet, eller i anden kommunikation, der gøres tilgængelig for dig.
Fakturering og afmelding
3.1. Faktureringsperiode. Vi fakturerer dig for abonnementsgebyret for Netflix-tjenesten via din Betalingsmåde på den specifikke betalingsdato, der er angivet på siden "Konto". Længden af din faktureringsperiode afhænger af, hvilket abonnement du valgte, da du tilmeldte dig tjenesten. I visse tilfælde kan betalingsdatoen ændre sig, f.eks. hvis din Betalingsmåde ikke er blevet gennemført, når du ændrer dit abonnement, eller hvis dit betalte abonnement begyndte på en dato, som ikke findes i en given måned. Gå til hjemmesiden netflix.com og klik på siden "Konto" for at se din næste betalingsdato. Hvis du tilmeldte dig Netflix ved at bruge din konto hos en tredjepart som Betalingsmåde, kan du finde faktureringsoplysningerne om dit Netflix-abonnement ved at gå ind på din konto hos den pågældende tredjepart.
3.2. Betalingsmåder. For at bruge Netflix-tjenesten skal du angive en eller flere Betalingsmåder. Du giver os tilladelse til, at vi må opkræve betalinger ved brug af en hvilken som helst Betalingsmåde, der er tilknyttet din konto, i tilfælde af, at din primære Betalingsmåde afvises eller ikke længere er til rådighed for os ved betaling af dit abonnementsgebyr. Du hæfter for eventuelle ikke-betalte beløb. Hvis en betaling ikke kan gennemføres på grund af kortudløb, utilstrækkelige midler eller andet, og du ikke opsiger din konto, kan vi suspendere din adgang til tjenesten, indtil vi har opkrævet betalingen via en gyldig Betalingsmåde. Ved nogle Betalingsmåder kan udstederen afkræve dig visse gebyrer, f.eks. for udenlandske transaktioner eller andre gebyrer i forbindelse med behandlingen af din Betalingsmåde. Lokale skatter kan variere afhængigt af den anvendte Betalingsmåde. Henvend dig til leverandøren af Betalingsmåden for yderligere information.
3.3. Opdatering af dine Betalingsmåder. Du kan opdatere dine Betalingsmåder ved at gå ind på siden "Konto". Vi kan også opdatere dine Betalingsmåder ved brug af oplysninger leveret af betalingstjenesteudbydere. Efter en opdatering giver du os tilladelse til at fortsætte med at trække betaling via de(n) pågældende Betalingsmåde(r).
3.4. Afmelding. Du kan afmelde dit Netflix-medlemskab når som helst. Du vil fortsat have adgang til Netflix-tjenesten frem til udgangen af din faktureringsperiode. Betalinger vil ikke blive refunderet, og vi yder ikke refusion eller kredit for delvist brugte medlemsperioder eller ikke-anvendt Netflix-indhold. For at afmelde skal du gå til siden "Konto" og følge afmeldingsinstruktionerne. Hvis du afmelder dit medlemskab, lukkes din konto automatisk ved udgangen af din indeværende faktureringsperiode. På siden "Konto" kan du se, hvornår din konto lukker. Hvis du tilmeldte dig Netflix ved at bruge din konto hos en tredjepart som en Betalingsmåde og ønsker at afmelde dit Netflix-medlemskab, skal du muligvis gøre det gennem tredjeparten, f.eks. ved at gå til din konto hos tredjeparten og slå automatisk fornyelse fra eller afmelde Netflix-tjenesten gennem tredjeparten.
3.5. Pris- og abonnementsændringer. Vi kan fra tid til anden ændre vores abonnementer og prisen på dem i tilfælde af ændringer af omkostningselementerne, der påvirker prisen på vores tjeneste. Eksempler på sådanne omkostningselementer omfatter, men er ikke begrænset til, produktions- og licensomkostninger, omkostninger til den tekniske leverance og distribution af vores tjeneste, kundeservice og andre omkostninger vedrørende salg, generel administration og øvrige faste omkostninger samt delstatspålagte gebyrer, bidrag, skatter og afgifter. Vi giver dig besked mindst en måned før, eventuelle prisændringer eller ændringer i dit abonnement træder i kraft. Hvis du ikke ønsker at acceptere prisændringen eller ændringen i dit abonnement, kan du opsige dit medlemskab, før ændringen træder i kraft.Netflix-tjeneste
4.1. Du skal være mindst 18 år gammel for at blive medlem af Netflix-tjenesten. Mindreårige må kun bruge tjenesten under opsyn af en voksen.
4.2. Netflix-tjenesten og det indhold, der tilgås gennem tjenesten, er kun til din personlige, ikke-kommercielle brug, og må ikke deles med andre personer end dem, der bor i din husstand, medmindre andet er tilladt ifølge dit abonnement. Så længe du har et Netflix-medlemskab, tildeler vi dig en begrænset, ikke-eksklusiv, ikke-overdragelig rettighed til at tilgå Netflix-tjenesten og Netflix-indhold. Bortset fra det ovennævnte overdrages du ikke nogen form for rettighed, adkomst eller andel. Du accepterer, at du ikke må bruge tjenesten til offentlige fremvisninger.
4.3. Du må primært tilgå Netflix-indhold inden for det land, hvor du har oprettet din konto, og kun i geografiske områder, hvor vi tilbyder vores tjeneste og har licenseret indholdet. Det tilgængelige indhold kan variere alt efter det geografiske område og vil ændre sig fra tid til anden. Antallet af enheder, du kan bruge samtidig til at se Netflix, afhænger af, hvilket abonnement du har valgt, og fremgår af siden "Konto".
4.4. Netflix-tjenesten, herunder Netflix-indholdet, opdateres løbende. Vi kan derfor ikke garantere, at bestemt indhold vil være tilgængeligt på Netflix-tjenesten, på ethvert tidspunkt. Vi kan give dig mulighed for at se livebegivenheder- eller særlige begivenheder (herunder genudsendelser af sådant indhold) eller benytte nye ekstrafunktioner. Sådant indhold og nye funktioner kan indeholde reklamepauser og andre typer af reklamemeddelelser og reklameformater ("Reklamer"). Vores tjeneste kan også indeholde begrænset reklameindhold, f.eks. mærkevareindhold eller sponsormeddelelser, reklamer for Netflix-indhold eller oplysninger om andre Netflix-produkter eller -tjenester. Derudover tester vi løbende forskellige aspekter af vores tjeneste, herunder vores hjemmesider, brugergrænseflader og salgsfremmende funktioner. Du kan når som helst framelde dig deltagelse i tests ved at gå til siden "Konto" og ændre indstillingerne for "Deltagelse i tests".
4.5. Noget Netflix-indhold er tilgængeligt til midlertidigt at blive downloadet og afspillet offline på visse understøttede enheder ("offlinetitler"). Der gælder visse begrænsninger, herunder begrænsninger på antallet af offlinetitler pr. konto, det maksimale antal enheder, der må indeholde offlinetitler, tidsperioden inden for hvilken du skal begynde at se offlinetitler, og hvor længe offlinetitlerne vil være tilgængelige. Nogle offlinetitler kan muligvis ikke afspilles i visse lande, og hvis du går på internettet i et land, hvor du ikke ville kunne streame en given offlinetitel, vil offlinetitlen ikke kunne afspilles, så længe du er i det pågældende land.
4.6. Medmindre det er udtrykkeligt godkendt af os, accepterer du, at du ikke må:
(i) arkivere, reproducere, distribuere, ændre, vise, udføre, udgive, licensere, skabe afledte værker fra, udbyde til salg eller bruge indhold og information indeholdt på eller opnået fra eller gennem Netflix-tjenesten;
(ii) omgå, fjerne, ændre, deaktivere, forringe, blokere, tilsløre eller modarbejde nogen af indholdsbeskyttelserne eller andre elementer i Netflix-tjenesten, herunder den grafiske brugergrænseflade, reklamer eller reklamefunktioner, ophavsretsmeddelelser og varemærker;
(iii) anvende nogen form for robot, spider, scraper eller andre automatiserede metoder til at få adgang til Netflix-tjenesten;
(iv) dekompilere, anvende reverse engineering eller adskille software eller andre produkter eller processer, der er tilgængelige via Netflix-tjenesten;
(v) indsætte kode eller produkter eller manipulere indholdet af Netflix-tjenesten på nogen måde;
(vi) bruge data-mining, dataindsamlings- eller dataudtræksmetoder;
(vii) uploade, opslå, e-maile eller på anden måde sende eller transmittere materiale designet til at afbryde, ødelægge eller begrænse funktionaliteten af computersoftware eller hardware eller telekommunikationsudstyr, der er forbundet med Netflix-tjenesten, herunder softwarevirus eller computerkode, filer eller programmer eller
(viii) foretage noget af det foregående i forbindelse med brug, skabelse, udvikling, ændring, prompt-generering, finjustering, træning, test, benchmarking eller validering af ethvert maskinlæringsværktøj, model, system, algoritme, produkt eller anden teknologi.
Vi kan opsige eller begrænse din brug af vores tjeneste, hvis du overtræder disse brugerbetingelser for ekstra medlemmer eller er involveret i ulovlig eller svigagtig brug af tjenesten
4.7. Netflix-indholdets billedkvalitet kan variere fra enhed til enhed og kan påvirkes af flere faktorer, såsom hvor du er, den tilgængelige båndbredde gennem og/eller hastigheden på din internetforbindelse. Tilgængeligheden af HD, Ultra HD eller HDR afhænger af din internettjeneste og enhedens egenskaber. Kvaliteten af rumlig lyd afhænger af din enheds egenskaber. Ikke alt indhold er tilgængeligt med rumlig lyd eller i alle formater, f.eks. HD, Ultra HD og HDR, og ikke alle abonnementer giver dig mulighed for at modtage indhold i alle formater. Minimumsforbindelseshastigheden for HD-videokvalitet (defineret som en opløsning på 720p eller højere) er 3,0 Mbps pr. stream; vi anbefaler dog en hurtigere forbindelse for forbedret videokvalitet. En forbindelseshastighed på mindst 5,0 Mbps pr. stream anbefales for at modtage indhold i fuld HD videokvalitet (defineret som en opløsning på 1080p eller højere). En forbindelseshastighed på mindst 15,0 Mbps pr. stream anbefales for at modtage indhold i Ultra HD-videokvalitet (defineret som en opløsning på 4K eller højere). Du er selv ansvarlig for alle omkostninger for internetadgang. Henvend dig til din internetudbyder for information om eventuelle omkostninger ved brug af data. Den tid, det tager for Netflix-indholdet at starte, vil variere afhængigt af en række faktorer, såsom din lokalitet, tilgængelig båndbredde, det valgte indhold og konfigurationen af din Netflix-kompatible enhed.
4.8. Netflix-softwaren er udviklet af, eller til, Netflix og må udelukkende anvendes til godkendt streaming og adgang til Netflix-indhold via Netflix-kompatible enheder. Denne software kan variere alt efter enhed og medie. Funktionaliteter kan også være forskellige fra enhed til enhed. Du anerkender, at brugen af tjenesten kan kræve tredjepartssoftware, som er underlagt tredjepartslicenser. Du accepterer, at du automatisk kan modtage opdaterede versioner af Netflix-softwaren og relateret tredjepartssoftware.Adgangskoder og kontoadgang. Din adgangskode er kun til din personlige brug og skal holdes fortrolig. Hvis du giver andre adgang til kontoen (som inkluderer adgang til oplysninger om kontoens streamingaktivitet), accepterer du, at sådanne personer handler på dine vegne, og at du er bundet af eventuelle ændringer, som de måtte foretage på kontoen, herunder, men ikke begrænset til, ændringer af abonnementet. For at hjælpe med at bevare kontrollen over kontoen og forhindre, at uautoriserede brugere tilgår kontoen, bør du bevare kontrollen over de enheder, der bruges til at tilgå tjenesten, og ikke oplyse andre om adgangskoden eller detaljer om Betalingsmåden, som er tilknyttet kontoen. Du accepterer at angive og vedligeholde nøjagtige oplysninger vedrørende din konto, herunder gyldige kontaktoplysninger, så vi kan sende dig kontorelaterede meddelelser. Vi kan opsige din konto eller sætte din konto i bero for at beskytte dig, Netflix eller vores partnere mod identitetstyveri eller anden svigagtig aktivitet.
Diverse
6.1. Lovvalg. Disse brugerbetingelser reguleres af og fortolkes i henhold til hollandsk ret. Disse betingelser vil ikke begrænse eventuelle forbrugerrettigheder, du måtte have i henhold til ufravigelige love i dit bopælsland.
6.2. Uopfordret materiale. Netflix accepterer ikke uopfordret materiale eller idéer til Netflix-indhold og er ikke ansvarlig for ligheden mellem noget af dets indhold eller programlægning i nogen medier for materiale eller idéer indsendt til Netflix.
6.3. Kundeservice. Gå til Netflix' Hjælp-center via hjemmesiden netflix.com for mere information om vores tjeneste og dens funktioner, eller hvis du har brug for hjælp med din konto. I visse tilfælde kan Kundeservice bedst hjælpe dig ved at bruge et fjernadgangsværktøj, som giver os fuld adgang til din computer. Hvis du ikke ønsker at give os denne adgang, skal du ikke give samtykke til support gennem fjernadgangsværktøjet, og vi vil hjælpe dig på anden måde.
6.4. Gyldighed. Hvis nogen bestemmelse eller bestemmelser i disse brugerbetingelser findes ugyldige, ulovlige eller uden retskraft, skal gyldigheden, lovligheden og håndhævelsen af de øvrige bestemmelser fortsat være fuldt gældende og have virkning.
6.5. Ændringer i brugerbetingelserne. Netflix kan fra tid til anden ændre disse brugerbetingelser (i) ved ændringer af Netflix-tjenesten; (ii) for at sikre overholdelse af gældende love og/eller for at tilpasse os ændringer i relevante love og lovgivningsmæssige krav, (iii) for at gøre disse brugerbetingelser tydeligere og nemmere at forstå, (iv) hvis vi har til hensigt at omstrukturere eller omorganisere vores forretning, og/eller (v) af teknologiske eller sikkerhedsmæssige årsager. I tilfælde af væsentlige ændringer giver vi dig besked mindst én måned før, at sådanne ændringer træder i kraft for dig. Hvis du ikke ønsker at acceptere ændringerne, kan du opsige dit medlemskab, før de træder i kraft.
6.6. Elektroniske meddelelser. Vi sender dig udelukkende information relateret til din konto (f.eks. betalingsgodkendelser, fakturaer, ændret adgangskode eller Betalingsmåde, bekræftelsesbeskeder, meddelelser) i elektronisk form.
Sidst opdateret: 17. april 2025